Historien begynder med Lone og Birthe
Min interesse for døden i den digitale tidsalder tager fart i 2012, men begynder allerede i 2004, hvor jeg mister mor (th) i en alder af 21 år. Sammen med mine søstre og far gør vi boet op, som i 2004 mest udgør fysiske effekter såsom ringbind, smalfilm, VHS’-bånd og en enkelt hotmail.
7 år senere (2011) mister jeg desværre også min mormor (tv), der er en kvinde som elsker internet og teknologi. Hun er på Facebook, er webmaster for badmintonklubben og står for opgradering af wifi i husstanden. Min morfar er derfor ude på dybt vand med hensyn til det digitale, idet min mormor går bort. Han aner intet om hvordan man lukker en afdød persons facebookprofil [hvilket man på det her tidspunkt slet ikke kan], og han har aldrig anvendt et computer-tastatur.
Selv for en cand.it, der er vant til at begå sig i den digitale verden, var min mormors efterliv på nettet ikke lige sådan at få håndteret. Vi udvekslede rigtig mange mails, og skulle fremsende dokumentation på at hun var død. Det det undrede mig at der ikke fandtes standarder for den slags, og at det skulle være så svært at få ryddet op i min mormors digitale arkiv.
Forskellen på omfanget af den digitale arv for hhv. min mor og mormor kombineret med min IT-faglige baggrund gjorde, at jeg blev opmærksom på at her var et større problem end lige først antaget. Det ville også være problemstilling som med tiden ville vokse i takt med at vores liv i stigende grad digitaliseres.
< /hr>
Forskning
I forskningsartiklen An exploratory study of digital legacy among death aware people.(2014) kan du læse om mine forskningsresultater på området. Den forsøger først og fremmest at definere hvad digital arv er – et på dette tidspunkt endnu forholdsvis ukendt fænomen – og undersøger værdien af den digitale ejendom. Gennem interviews med Københavnske hospicesygeplejersker undersøger artiklen desuden hvordan “dødsbevidste” mennesker forholder sig til deres digitale værdibeholdning. Har den værdi for dem og i så fald hvilken? Hypotesen er, at hospiceansatte er mere dødsbevidste og derfor mere tilbøjelige til at forberede sig på døden. Det være sig både den fysiske og digitale død.